Tilbage til billeder                    Tilbage til ferie 2005

 

 

27. Fredag 22/7.

Vi vågnede op til en dejlig dag med nogenlunde pænt vejr. Kl. 8.30 var vi klar til afgang og fortsatte ad Alaska Highway Whitehorse. Kort efter vi var startet kom vi ind i et 14 km langt vejarbejde, som tog noget tid.

Herefter var vejen fin, Vejret nogenlunde med enkelte regnbyger. Selve turen er der ikke så meget at sige om, da vi jo har været igennem én gang, og der var da heller ikke så meget nyt at komme efter.

Kl. 13 gjorde vi et stop og spiste noget frokost.

En times tid senere fik vi tanket (713,5 km (28717) – 170 $ - 157,5 l) –det var så stor en mængde, at vi fik rabat!!!

Der var nu 260 km tilbage til Watson Lake, og vi blev enige om at prøve om vi kunne nå så vidt i dag. Vejen var rigtig fin, og med et enkelt stop og et par broarbejder nåede vi frem lidt før 18. Vi blev indlogeret på samme CP, som på udturen, og igen spiste vi i ”Mess Tent”. Som sidst var der fri salatbar, og Leif fik en burger med en hakkebøf, og jeg fik grillstegt laks. Et rigtig lækkert måltid til 27.50 $. Desuden var der iste til maden og kage som dessert med kaffe. Som sidst en utrolig positiv oplevelse.

Herefter gik vi en tur op til ”Nordlyscentret” der har udstillinger om Yukon – fri Internet, og et multimedieshow på 360 graders skærm. Det måtte vi da ind og se – 10$ pr næse! Der blev først vist noget om planeter og universet – lidt kedeligt men ok. Herefter var der noget om Nordlys – en lille forklaring af fænomenet, og så et større antal lysbilleder med musik til. Vi så vist ikke alle billederne (Zzzzzzz)!

Det var OK, men man kunne godt forvente noget mere spændende og professionelt til de penge! Tilbage til vognen og de sædvanlige aftensysler.

KM 585,5.

 

Jens Ole